16 juni 2022

Alting har en ende


Appetitten er stadig ikke stor.

Vi kunne have spist morgenmad her

Men det gjorde det ikke 🤪
Det blev til en latte, en yoghurt parfait og en croissant.

Først på formiddagen gik jeg med Sabina og Daniel over i Forum Shops på Caesar's Palace.

Der var ikke mange mennesker.
Torsdag er dagen hvor folk, op ad dagen, vælter til Vegas for en forlænget weekend. Det er også der hotelpriserne stiger frem til og med søndag.

På vejen derover, tjekkede vi lige op på den restaurant vi gerne vil spise på i aften. Vi vil ha' stor bøf 🙏

Tilbage på Venetian mødte vi lige ham her, som Sabina hilste på.

Han ville ikke med til poolen 🤭

Det ville de unge mennesker heller ikke, tror de har fået nok af varme og indtryk.
Der er jeg også ved at være.

Dog nappede Kim og jeg lige 2,5 time ved poolen. Men nu er det overstadigt varmt igen.
41 grader her kl. 14.00 🥵


Så kl. 15.30 måtte vi kapitulere, solen må skinne videre uden os.

Op på værelset med et rør Pringels, vi trængte til salt.
Så nuldre rundt tid for mig. Kim kan altid finde noget sport i TV'et, det hygger han sig med.

Vi havde middagsaftale til kl. 19.....sådan cirka. Så der skulle bades og klædes om.

Vi mødtes nede i bunden ved Casionet. Vi har ikke boet på samme etage, og ej heller i samme fløj. 

Vi skulle ud og have en stor beskidt bøf til at slutte turen af med.

Det fik vi 🤪

Der var salat til, det kom bare for sig selv 🤣
Det smagte skønt og lå godt i maven.

Da vi havde spist gik vi stille og roligt tilbage mod hotellet. Kiggede det sidste, men må sige jeg har fået nok.
Jeg er træt at lys og lyd. Træt af at gå rundt i en tyk dyne af "hvad det nu er de ryger", er sgu helt bange for at blive taget i lufthavnen 🙊🙊 - ej dog ikke, men det hænger tykt i luften. Her er enormt mange hjemløse på gaden. De er så beskidte, som jeg aldrig har set beskidt før.

Det bliver godt at sætte snuden hjemad.

Tilbage på Venetian og et sidste gruppeselfie.

Det var så den tur ❤️

Når enden er god, er alting godt.





Endnu en pooldag


For pokker, vi havde svært ved at komme ud af sengen idag 🤭

Da vi endelig fik taget os sammen og gjort os i stand gik vi ned og spiste morgenmad. 
Appetitten er meget nedadgående i denne varme. Men vi skal jo have noget indenbords.

Kim og jeg havde aftalt at formiddagen skulle bruges ved poolen.
Sabina og Daniel ville ud og se sig omkring.

Der er varmt, meget varmt at ligge ved poolen, men også dejligt, synes jeg. 
Meget af tiden bruges i vandet, så lige op og ligge lidt, også i vandet igen 😊
Der er utroligt roligt ved poolen. Ingen børn, eller voksne for den sags skyld, som råber og skriger. Det tror jeg ikke vi har prøvet før. Og musikken er ganske lav.
På Flamingo, som vi plejer at bo på, er der jo fuld smæk på. Børn og voksne i højeste gear, det kan også noget, men denne gang nyder jeg roen.

Da vi var godt stegt, langt over "well done", gik vi op.

Vi var blevet sultne. Så på med noget tøj og så ned og se hvad vi kunne få, som ikke var får voldsomt. Sabina og Daniel stødte til, så vi kunne spise sammen.
Caesar Salat bliver nu min ven. Smager dejligt, og er ikke nogen som ligger tungt.


Temperaturen har heldigvis holdt sig under 40 grader idag. Man bliver pokkers sløv når det er så varmt, og vi skal jo til at komme lidt op i omdrejninger igen....det vare jo ikke længe før hverdagen kalder 🙁
Nå, men det er ikke idag.  
Efter frokost gik vi på værelset, det var for varmt uden for lige nu.

Vi have aftalt at mødes klokken 19. Vi ville spise på hotellet.
Så efter en tur rundt, fandt vi en hyggelig italiensk restaurant hvor vi fik rigtig dejlig mad.

Så kaldte Pianobaren for en stund. Der var pianobattel igen, for hulan, hvor kan de spille klaver 🎹🎶

Vi havde fået nok for idag, og begyndte at gå hjem ad. 
Det passede lige med klokken til at ildshowet på Mirage skulle igang. Vi blev stående for at se det. 


Dagen var brugt, eller også var vi, vi gik i hvert tilfælde hver for sig.
Det er ikke det store vi foretager os, men det er vel også lidt det ferie går ud på. 

I morgen bliver nok ikke meget anderledes 🤣
Det bliver jo den sidste hele dag.


14 juni 2022

Vi kom, vi så, vi gik igen


Vi er jo nået til den hårde del af turen, hvor vi ikke laver dagens gode gerning 🙈

Vi sov næsten længe, den var da 7 da jeg vågnede.

Her er faktisk lydtæt, så her er helt stille, det er dejligt.

Vi lå lidt og læste....ja, tiden løb og pludselig var den 8.30.

Badet blev klaret og vi gik ned for at købe morgenmad. Vi valgte at købe " to go " og tog det med op. Sabina og Daniel spiste et andet sted.

Efter morgenmaden havde jeg besluttet at det var pooltid for mit vedkommende.


Så skønt 😊
Inden længe gjorde Sabina mig selskab.


Vi nød solen og vandet, og især solstolene ude i vandet 😃
Det blev til et par timer, hvor vi også fik selskab af Daniel. 

Han stillede sine badesandaler under solbænken, og ved gud om ikke de smeltede og krøb sammen i varmen 🤣 Nu er det ikke en klipklap, men en krølklap 🤪


Det hårde job var gjort og vi gik op for lige at køle af.

Det var tid til noget frokost, så Kim og jeg gik på gaden og lurede lidt. En rundtur på Planet Hollywood, hvor vi ikke fandt noget vi havde lyst til, gjorde at vi endte på Flamingo til en lille burger. Vi er ikke super sultne i denne varme.


Vi snakker meget om det forfærdelige vejr som har ramt Yellowstone, som jo nu er lukket. Der har været flashfloods. Vejen som vi lige har kørt på, mellem Gardiner og Mammoth Hot Springs, er skyllet væk flere steder. Vi lever fint med at vi havde frost og sne, og det viser hvor hurtigt vejret kan skifte.

Efter vores frokost gik vi en tur forbi Pianobaren hvor Saxman Brown optrådte. Vi nappede et par numre og gik videre.


En rundtur på vores eget hotel, som jo er kæmpe stort, endte med en lille is og så op og køle af igen.

Her er 7717 værelser på hotellet, som tidligere har været verdens største bygning.  Om hotellet

Klokken 19 havde vi aftalt at mødes med Sabina og Daniel. 
Vi skulle ud og se Freemont Street. Selv om vi har været her mange gange, så har vi aldrig været ud i den gamle del af Vegas.

Jeg må så bare sige; vi kom, vi så og vi skred igen.
Lysshowet i loftet var flot. Men det inferno af larm var uudholdeligt. Det var et skrækkelig sted. Man gik rundt i en tåge at wheed, cigaretrøg og spraymaling. Der var ikke rart og vi tog lynhurtigt retur til Strippen og fandt aftensmad der.

Jeg har spillet idag, brugt en hel $ 🙈 HA! 
Jeg vandt 12 cent 👍 Det er stort 🤣


Den skal da veksles og bruges til noget fint 🤭

Nå, klokken er blevet 22.30 og vi er gået hver til sit.

I morgen skal en af poolsne igen udforskes og så må vi ellers se hvad dagen bringer. 
Der er pools på 4. og 10. etage, 4 ialt.
Så der er lidt at tage af, vi kigger på det i morgen.

Outlet dag


Vi sov dejligt i sengene på Harrah's.
Det var bare ikke længe vi kunne sove, det er jeg altså bare ikke god til mere. Men så havde jeg tid til at tage det stille og roligt og lande i, at vi bare skal tage det helt roligt de næste dage......vi skal bare liiiige flytte til nabohotellet, som jo er det hotel som er booket hjemmefra.

Vi skulle tjekke ud senest kl. 11.
Vi pakkede kufferten og rygsækkene og gik ned og spiste morgenmad.

For første gang, nogensinde tror jeg, spiste jeg resten af Kim's mad, som var pandekage, son han ikke kunne spise. Jeg havde ikke bestilt pandekager, så jeg måtte godt 🤭

Vi fik tjekket ud, og gik med bagagen, det korte stykke over til The Venetian.
Her kunne vi jo først tjekke ind fra kl. 16, så vi deponerede bagagen.


Ja, det er vores bagage 😳😳

Den er pakket meget hurtigt fra autocamperen. Den skal meget gerne ende i en rygsæk og en kuffert til hver 🤣

Med bagagen afleveret smed vi os ud i en taxa og tog i Premium Outlet.
Det var tid til lidt shopping.

Og det blev til lidt. Vi må indrømme at besparelserne ikke er det store mere. På noget er der faktisk ingen. De har så nogle ting og modeller af forskellige mærker som vi ikke kan få hjemme, men vi shoppede LANGT fra i nærheden af hvad vi plejer. Jeg købte et par Nike træningsbukser, et par sandaler og et par løbesko. 
Kim fyldte en pose med tøj fra Under Armour og købte en kasket og et par sko. Hos de unge mennesker var det også meget behersket.

Vi spiste frokost derude og så passede det med klokken, at vi kunne køre tilbage og tjekke ind.

Venetian er et super flot hotel og ekstremt stort. Bare vi ikke bliver væk....

Køen til indtjekning blev heldigvis afviklet hurtigt og vi fik vores værelser, eller det er jo suiter. Dejlige rum.

Især badeværelset er et hit.


Bag døren gemmer toiletter sig, med telefon. Hvem taler i telefon der? 🤔

Efter en lille halv time blev vores bagage leveret. God stil og service. 

Da bagagen var modtaget, fik vi lige fundet noget friskt tøj frem og mødtes så med Sabina og Daniel. 

Vi skulle ud på Strippen.

En kort tur ude i varmen, og vi fandt ind på Caesar's og deres Forum Shopping, hvor Sabina havde et ærinde. 


Ikke alt er lige kønt selv om det er fine mærker. Gucci og Adidas er gået sammen om nogle forskellige designs....kønt? Nej.

Det blev også på Caesar's aftensmaden blev indtaget. Vi var ikke specielt sultne, så det blev lidt let mad.

Herfra gik vi ud på Strippen og over til Bellagio for lige at se vandshowet. Altid smukt. Foto må blive næste gang vi kommer forbi.

På vejen tilbage gik vi forbi Harrah's og Pianobaren. Som sædvanligt var der gang i den, og vi blev hængende. Sabina hentede en spand med øl og vi fik en god plads.


Der var pianobattel, det er så fedt at se og høre. Det er alle slags folk som er der, og det gør det til en fest.
Bl.a. ham her " Yosemite Sam", som jeg kaldte ham.


Han var ganske enkelt patte stiv. Flere gange stod han og slikkede fingre for at style hans lange cykelstyr overskæg...   han var ganske underholdende. Flere gange tog han sin telefon frem og stod og talte, selv om vi tydeligt kunne se, at der ikke var nogen at tale med 🤣
Der er altså meget underholdning fra alle de forskellige mennesker, som er præsenteret her i Vegas. Det er det som gør byen speciel, her er plads til alle.


Men Las Vegas har også ændret sig, synes vi. Her er ikke så mange, som vi har været vant til. Butikkerne og restauranterne mangler personale og her er blevet dyrt.

Men vi vil nu nyde dagene alligevel. Suge lys, lyd og varme til os. Det er midnat, og sengen kalder. Selv om det for mange her, er nu det hele begynder, de må bare have held og lykke ved spillebordene. Godt det ikke er mig som skal vågne i morgen, op ad dagen, med tømmermænd i 40 graders varme.

Godnat herfra 🤗

12 juni 2022

Vegas Baby 😊


Øj, det var nu dejligt at sove i en dejlig seng på et køligt værelse 🙂

Jeg vågnede klokken 6, og var helt færdig med at sove 🙄 hmmmm..... så må man jo ligge og vende og dreje sig lidt så sidemanden også vågner 🤭

Der var kaffemaskine på værelset, så Kim bryggede en kop til hver. Og så brugte vi tid på lige at planlægge " what to do ".

Klokken 8 ringede jeg til hotline, for jeg ved ikke hvilken gang, og fortalte at vi ville komme og returnere vognen og bad hende notere det i " sagen ". Så gik vi over og spiste morgenmad. Det var en overdådig buffet med ALT.
Hvem spiser østers og krabbeklør til morgenmad? 

Vi spiste mere end rigeligt, og var meget mætte. Det måtte så godt også stå for frokosten.
Det var nu et dejligt hotel, der var bestemt ikke noget at komme efter, vi skulle måske bare være blevet der ? 🤭


Efter morgenmaden ringede jeg til depotet i Las Vegas, hvor bilen skulle returneres, fortalte historien igen, og fortalte at vi kom med vognen om en 3 - 3,5 times tid. Vi skulle lige ned og pakke.

Hold da nu lige næsen over vandet, det var varmt at bokse rundt inde i vognen for at tømme skabe og pakke kufferterne. Sveden drev af os......måske fordi det var 43 grader. Det er jo helt vildt. Læste så idag at her er hedebølge..... 
Sikke en rutschebanetur vi har haft de sidste 3 uger. Fra sne og frost til langt over 40 grader  - i samme land 🙃

Da alt var blevet pakket drog vi mod Henderson, lige uden for Las Vegas. 
Vi kørte forbi Vally of Fire,  som vi egentlig skulle have besøgt, men det ville vi ikke, for det var ganske enkelt for varmt at gå rundt derude. Der er ellers smukt har vi forstået. Men sådan blev det ikke.

Efter en halvanden times kørsel kom Las Vegas frem i varmedisen. Vi skulle dog hele vejen uden om for at komme til Henderson.
Jeg havde inden vi forlod Mesquite bestilt hotel på The Strip i Vegas. Det blev Harrah's for en enkelt nat. I morgen rykker vi over på Venetian.

Vi fik afleveret og gennemgået autocamperen. 
Vi har kørt 3840 km.
⁹Der er lavet aftale omkring den skammelige vogn vi havde fået, og vi vil nu koncentrere os om at nyde Vegas, ryste støv og natur af os og have det sjovt.
Vi tjekkede ind på hotellet kl. 15 og fik værelser på 49. etage. Dejlige værelser. 

Som i kan se, så har Kim og jeg klædt om 🤣

Sabina var hurtigt på gaden og så at vores ynglings underholdning spillede på Pianobaren. The Saxman Brown, så hun skrev til os, og så kan i ellers tro vi kom afsted.
Det er så fed underholdning 🙏

En øl og en Margarita, vi er jo i Vegas 🍺🧃
Sabina og Daniel stødte til, de havde lige været over på Flamingo og spise.
Vi nød musikken og da de var færdige gik Kim og jeg ud for at spise og kigge på mennesker. 
I Las Vegas er der plads til alle, og det er så festligt at kigge på.

Temperaturen var faldet lidt 🙈

Efter maden blev det til en lille gåtur, ikke så langt. Vi er lidt trætte efter alt det rod. Så vi går tidligt til ro. Sabina har også ret ondt i ryggen. 
Så i morgen giver vi den gas.....vi er jo for pokker i Las Vegas. Og hvem ved....." what happens in Vegas, stays in Vegas " 😛

Måske jeg fortæller nogle narrestreger i morgen. Nu vil vi nyde de sidste 5 dage herover.



11 juni 2022

En smuk oplevelse idag


Så prøver vi da bare lige igen 🙄 havde lige lavet hele indlægget, da det forsvandt....længe leve " gem" som ikke lige var blevet anvendt....

Vækkeuret ringede kl. 6.00. Vi skulle være ude ved Antelope Slot Canyon Tours kl. 7.30.
Vi har haft en forfærdelig varm nat, det har været 30+ grader og midt på natten ville airconditionen ikke køle mere 🙄 here we go again, med den møgkasse vi køre i.
Nå, men det er jo en anden historie, som vi lader ligge til fordel for de gode oplevelser.
( og nej, vi har intet hørt fra Cruise America 😡 )
Klokken 7.30 var vi klar ude hos Antelope Slot Canyon Tours. 


Lækkert at vi skulle køres ud i canyon'en i en lækker airconditioneret bus, i stedet for grisebil, som Kim og jeg kørte i sidste gang. Det havde været noget rigtig skidt for Sabinas ryg. Her var der rigtig god affjedring, så det gik ok.

8.15 kørte rækken af busser afsted mod canyon'en. Det tog en 10-15 minutter så var vi ude ved indgangen. 

Vores guide forklarede lidt om hvordan canyon'en var dannet og bad os passe på den slage som lige var suset forbi😲

Den så vi så heller ikke, lige som bjørnen 🥴

Vi gik ind i canyon'en, eller revnen som det lignede. Det var så flot, ikke til at beskrive, så her må billederne tale så godt de kan.

Ubeskriveligt at gå rundt dernede.

Turen op var temmelig hård i varmen, men vi kom op og ned af trappesystemet til bilen. Turen var slut.

Vi havde aftalt at vi skulle spise på Dennys når vi var færdige med turen. Vi havde kun lige spist en yoghurt inden vi tog afsted.
Så afsted til Dennys, som kun lå et kort stykke derfra .

En rigtig Dennys omgang, første gang vi har gjort det på denne tur. 

Efter Dennys fik vi tanket og kørte en tur forbi Lake Powell. Der plejer at være rigtig smukt. Men desværre er vandstanden her, ligesom Lake Mead, halveret. Det er trist og kloge folk siger, at de tror ikke at søerne nogensinde vil blive fyldt op igen.

Vi forlod Page omkring 12.30 og turen ville nu blive ud og ind over grænsen mellem Arizona og Utah. 
Har jeg husket, at fortælle at det er stinkende varmt 🥵 40 grader pt. Og vi havde da noget at se frem til i Mesquite i Nevada, som var dagens destination. 

Vi havde en kort tissepause i Colorado City.
Her begyndte det at gå op for os, at vi ikke kunne sove i RV'en i nat, når vi ikke kunne køle smadderkassen ned.
Vi må jo indrømme at vognen er forfærdelig, men det må ikke overskygge vores andre oplevelser. Men det er svært nu. Ingen A/C og ingen køleskab. Maden er smidt ud🥺

Turen til Mesquite var smuk, jeg elsker at køre det stykke igennem passet.

Vi skulle lige en sidste gang i Walmart, Sabina og jeg skulle lige kosmetikafdelingen igennem 😊
Mænderne gik med for at hente drikkevarer.
Vi gik rundt og nød airconditionen 🤣

Klokken var omkring 17.30, og vi var lidt sultne. Vi snuppede Subway i Walmart.  
Her var det så lige, at jeg tog den beslutning at vi ikke skulle sove i RV'en. Det kunne vi ganske enkelt ikke i over 40 grader. 

Jeg fandt et hotel, her kørte vi ind efter jeg havde tjekket om der var værelser.

Vi pakkede lige vores toiletsager, et rent sæt tøj og så var vi tjekket ind.

En rigtig god ide blev vi hurtig enige om.

Mail er nu afsendt, med vrede øjne, til Cruise America. De får vognen retur i morgen, og vi skal have en alvorlig snak når vi ankommer.
Vi tjekker så ind i Vegas en dag før tid.

Vi har hver især fået et dejligt værelse, har taget dejligt bad og ligger i dejlig seng.... arhhhhh 🤗 og MED aircondition.

Sabina har lige hentet min bodylotion i autocamperen, mon hun lige havde haft den i microovnen? Klokken er 22 og det er 34 grader. Jeg glæder mig til en kølig nat.

Trods møgspanden vi kører i og alle dens problemer, så har vi det dejligt 😛