01 juni 2022

2. dag af vores "vinterferie" i Yellowstone


Mandag d. 30. maj 2022
Memorial Day

Vi sov heldigvis lidt længere idag, godt nok kun en lille times tid, men det er da i den rigtige retning.
Det har været koldt i nat og jeg fik brug for det ekstra tæppe som vi købte i Walmart. Med det på sov jeg dejligt.

Da vi kom ud af vognen kunne vi se en masse sne oppe i højderne. Vi tjekkede vejrudsigter og veje i Yellowstone, det så ikke så godt ud. Kim og Daniel tjekkede op med personalet i receptionen, som måtte beklage, men der var altså lovet snestorm og det havde sneet meget højere oppe så de fleste veje var lukket 😔 De sagde det var meget usædvanligt for årstiden ( ingen nævner klimaforandringer 🙄 )
Sådan noget skidt, som det så ud lige nu var eneste udvej ud af West Yellowstone udgangen. Lidt frustrerende synes vi, for vi vidste ikke helt lige hvad vi skulle gøre. Vi havde jo resavation til Fishing Bridge inde midt i Yellowstone, men som det var lige nu kunne vi ikke komme dertil, vejen var lukket. Det samme var vejen ud af sydudgangen mod Teton og Jackson Hole ☹️


Måske de ville åbne senere på dagen, alt efter hvordan de fik plovet.

En vej var åben, og det var den ud mod Rosevelt Tower. Så i stedet for at forlade parken, så forlod vi Gardiner i Montana og kørte ind i Yellowstone i Wyoming igen og kørte øst på. 

Da vi kom op til Mammoth Hot Springs igen begyndte det at sne.
Vejene var farbare og vi kørte mod vandfaldet Rosevelt Tower ude øst på.
Vi parkerede oppe ved vandfaldet og gik ud for at se os omkringt. Højt og flot, sådan noget bliver jeg ikke træt af at kigge på. Vi snakkede med et par gutter, hvor den ene havde mødt en grizzlybjørn på vej der op om morgenen 🐻 det har vi stadig til gode.

Lidt underligt af vejene er lukket, for lige her på vejen var der ingen sne. Men vi kunne ikke komme videre der fra, vejen var lukket, så det var samme vej tilbage.

Sabina og Daniel har net på deres telefoner, de har Telia, og det dur bare her oppe. 
Så vi tjekkede live vejkort og kunne se at vi nu kunne komme på tværs til Canyon Village og Grand Canyon of Yellowstone.


Der var godt nok meget sne ❄️ men vanvittigt smukt.
Fremme ved Canyon Village gjorde vi stop på p-pladsen og spiste frokost.
Se lige bunkerne af sne.


Vi kørte herefter til Grand Canyon of Yellowstone og var igen heldig med parkeringen.
Vi fik snøret støvlerne og tog traveturen ned til Lower Falls.
Det er fuldstændig vanvittigt flot. Både det voldsomme vandfald og synet ned igennem kløften.

Fy pokker, det var hårdt at gå op igen. 
Her fra kørte vi til Overlook Point, hvor vi kunne se det fra den anden ende, det var også vildt flot.

Vi forsatte igennem Hayden Valley til Fishing Bridge RV Park. 
Her besøgte vi General Store for at finde noget aftensmad. Deres udvalg var lig med 0 😐
Men vi havde en del grøntsager i køleskabet, så vi købte en stor bakke æg, noget bacon og nogle pølser. Så den stod på æggekage med grøntsager i. Æggene er også vanvittig dyre herover og nogle steder må man kun købe en bakke 😐 Vi bruger 6 æg hver morgen....

Fremme på campingpladsen fik vi tjekket ind og fundet på plads. Der var strenge restriktioner om ikke at gå ud uden bearspray og man måtte ikke gå alene. Alt skulle være pakket væk og inden for når man ikke er udenfor vognen. Intet må tiltrække bjørne......vi vil ellers så gerne se en.
I går var der en Grizzly bjørn på pladsen 😳 
Vi bliver i vognen og stirre ud af vinduerne i håbet om at der kommer besøg.


Her er meget sne på pladsen og her kl. 21.00 er det ret koldt. Vi får brug for de ekstra tæpper i nat.

Sabina gætter kryds og tværs med hjælp fra Daniel og Kim og jeg skriver kladde til bloggen. Aftenhygge bag duggede ruder.

I håbet om, at der ikke kommer mere sne i nat, vil vi snart krybe under dynen. Dagen har været lang og der kommer en ny dag i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar